Hornbæk Handel stiftet den 14. december 1942, Hornbæk Turistforening stiftet den 13. april 1939. Foreningerne er sammenlagt til Hornbæk Handel & Turisme den 12. oktober 2022.
1. Formål
Foreningens formål er at virke til at fremme handel, håndværk, liberalt erhverv og turisme i Hornbæk og omegn bl.a. gennem fælles aktiviteter og markedsføring.
2. Medlemmer
Som medlem af foreningen kan optages:
a. Virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende i Hornbæk og omegn eller med særlig tilknytning til Hornbæk.
b. Privatpersoner kan blive støttemedlem.
c. Foreninger kan blive fuldbyrdet medlem eller støttemedlem.
Når aktieselskaber, interessentskaber eller virksomheder med mere end én indehaver ønsker optagelse i foreningen, skal disse ved begæring om optagelse i foreningen samtidig anmelde den person, der repræsenterer firmaet og hæfter for dette i alle foreningsanliggender. Eksklusion kan kun finde sted ved en generalforsamlings beslutning.
3. Kontingent
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen og opkræves én gang årligt som bestyrelsen finder det mest hensigtsmæssigt.
4. Bestyrelsen
Foreningens bestyrelse består af 5-9 medlemmer, valgt for 2 år ad gangen på foreningens ordinære generalforsamling, hvor der hvert år vælges 3-5 medlemmer til bestyrelsen. Endvidere vælges 1 suppleant for 1 år. Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og evt. sekretær og fordeler opgaverne mellem sig efter de til enhver tid gældende behov, herunder nedsættelse af udvalg til eventuelle særlige opgaver.
Formanden indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kendskab. Afstemninger afgøres ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er tilstede. Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp enten internt i bestyrelsen eller eksternt.
5. Tegningsret
Foreningen tegnes af formanden og 1-2 bestyrelsesmedlemmer. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift. Bestyrelsen kan meddele prokura.
6. Regnskaber
Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. Regnskabet revideres af 1 på den ordinære generalforsamling valgte revisorer. Valget er gældende for 2 år. Genvalg kan finde sted.
7. Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden den 15. marts. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal ske med 3 ugers varsel ved skriftlig/e-mail henvendelse til foreningens medlemmer. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være formanden i hænde senest 2 uger inden generalforsamlingen og skal fremføres skriftligt. Den endelige dagsorden incl. evt. indkomne forslag til behandling udsendes senest en uge inden den ordinære generalforsamling. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
a. Valg a dirigent
b. Bestyrelsens beretning
c. Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab til godkendelse
d. Fastsættelse af kontingent
e. Behandling af indkomne forslag
f. Valg af medlemmer til bestyrelsen
g. Valg af suppleant
h: Valg af revisor
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indeholde en skriftlig dagsorden. De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i et referat, som skal underskrives af dirigenten.
8. Stemmeret og afstemning
Hvert medlem har 1 stemme og kan yderligere afgive 1 stemme ved skriftlig fuldmagt. Afstemning sker ved håndsoprækning med almindelig stemmeflerhed. Ændringer i foreningens vedtægter kan kun vedtages med en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer. Skriftlig afstemning kan finde sted når mindst 5 tilstedeværende medlemmer kræver dette.
9. Foreningens opløsning
Til beslutning om foreningens opløsning fordres at der på generalforsamlingen er mindst 1/2 af foreningens medlemmer tilstede, og at 2/3 af de afgivne stemmer er for opløsningen. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, kan der indkaldes til ny generalforsamling, hvor der kan træffes beslutning uden hensyn til fremmødte medlemmers antal, men dog med den samme majoritet, 2/3 af de afgivne stemmer. I tilfælde af foreningens opløsning tilkommer foreningens formue et formål, der tjener til gavn for Hornbæks almene trivsel.
Foreningens vedtæger er etableret ved sammenlægningen af de to foreninger Hornbæk Handel og Hornbæk Turistforening til Hornbæk Handel & Turisme ved den ekstraordinære generalforsamling den 12. oktober 2022.
Hornbæk, den 12. oktober 2022
Underskrevet af:
Formand Abelone Aagaard & Dirigent Aase Kjær
© 2020 Hornbæk Handel • All Rights Reserved. Udviklet af Hannibal Herman